Fællesskab og god stemning markerede Legens Festival, der blev afholdt den 11. juni på FN’s Internationale Dag for Leg.
Balloner, festivalarmbånd og smil fra øre til øre. 3400 børn skød Legens Festival i gang den 11. juni 2025. En ny årlig tradition, der involverer alle skoler og dagtilbud i Billund Kommune.
Bag tiltaget står et behov for at markere legens kvaliteter og den legende pædagogiske læringspraksis i Børnenes hovedstad.
Borgmester i Billund Kommune, Stephanie Storbank, siger:
Børns trivsel og læring gennem leg er bærende søjler i vores børnesyn i Billund Kommune som hjemsted for Børnenes Hovedstad. Det vil vi både gerne rammesætte og fejre med Legens Festival.
Opfordring til næste år: Kom og vær med!
Direktør i Center for Børnenes Hovedstad, Kim Nordfeldt Thomsen håber, at borgere og erhvervslivets engagement fortsætter næste år.
- Tiltaget er blevet taget imod med massiv opbakning, og det er arbejdsgruppens håb, at vi ser samme opbakning fra borgere næste år. Legens Festival er for alle os i Billund Kommune og det skal være en dag, hvor vi deltager i legens fejring sammen. Det er hermed en bred opfordring til både borgere og erhvervsliv!
Skoler og dagtilbud har stået for aktiviteterne og fejringen lokalt skabt i en proces sammen med børnene. Rammesætningen har været at fejre venskab, fællesskab og leg, samt at demonstrere den pædagogiske læringspraksis.
Legens Festival blev skudt i gang for første gang nogensinde i Billund Kommune. Programmet bød blandt andet på optog gennem Hejnvsig by, besøg på plejehjemmet, royalt inspireret løb, en Legens Festival dans, cirkusstemning og indvielse af resultater af projektforløb.

Om Legens Festival – et initiativ skabt i børnehøjde
- I Børnenes Hovedstad udgør legen er en vigtig brik i udvikling, dannelse og trivsel.
- Legens Festival handler om at hylde leg og en legende tilgang til læring.
- Bag initiativet står Billund Kommune og Center for Børnenes Hovedstad, der arbejder for at virkeliggøre visionen.
- Vi fejrer Legens Festival den 11. juni – på FN’s årlige Dag for Leg.